Vores flyvetur til Dubai gik stille og roligt og der var ingen forsinkelser. Dubais lufthavn er dog kæmpe stor så vi skulle køre i omkring en halv time (sådan føltes det i hvert fald) i shuttle til ankomsthallen. Vi måtte spørge os lidt omkring for at finde rundt i lufthavnen vi gik fra en Emirates personale til den næste. Vi fandt dog til sidst vores hotel, som vi havde fået tildelt af Emirates da vi skulle vente i 10 timer i lufthavnen. Hotellet var fint intet at klage over og vi fik da set meget lidt af Dubai by. Videre med næste fly, hvor vi skulle flyve i ca. 18 timer med en mellemlanding i Melbourne. Vi endte med at sidde ved siden af en mand og en kvinde som begge kom fra New Zealand den ene fra Sydøen og den anden fra Nordøen. Vi fik nogle gode snakke med dem under vejs og kvinden inviterede os hjem til hende, hvis vi kom op i det område, hvilket vi har tænkt os at tage imod. :-)
Vi ankommer til New Zealand.
Vi blev taget godt imod i lufthavnen af en fra skolen, som vi skal være i praktik hos, hun fortalte os lidt om byen mens vi kørte ind til skolen. Vi kan dog ikke huske så meget fra den samtale da vi var rimelig trætte. :-D Vi ankom til skolen og vi blev taget godt imod af skolens leder, vi blev vist op til personalestuen, hvor vi kunne drikke lidt te, med sukker og mælk. De er meget engelske her over og drikker meget te, deres accent er også engelsk og vi har ikke noget problem med at forstå dem. Jeg troede ellers at de ville snakke lidt som i Australien.
Vi kørte ca. en halv time til trekvarter fra skolen til vores værtsfamilie, som stod og tog imod os de er 4 i familien mor, far og en søn og en datter på 9 år og 6 år. De var super søde og børnene havde lavet et fint kort til os, hvor de havde skrevet: "Velkommen til New Zealand og vi håber I får et godt ophold her." De har også skrevet noget af teksten på Mauri (det lokale sprog). Her kommer et billede af vores lille, men hyggelige værelse plus kortene.
Familien vi bor hos er vældig søde og de har været meget søde til at vise os rundt i de forskellige byer der ligger tæt på. Auckland er delt op i forskellige dele og vi bor oppe nordpå i forhold til centrum i noget der hedder Torbay. Vi har den mest fantastiske udsigt fra vores vindue, som vi nyder meget når vi står op og solen skinner. Det er vinter hernede nu, men det er ligesom sen forår der hjemme, det regner lidt og er rimelig koldt om morgen og om aften, men ellers er der ikke noget at klage over. Vi lægger tæt på 3 forskellige strande, som er super lækre og familien har fortalt os at folk gå meget på strandene her uanset hvordan vejret er så går de ture og de bruger strandene meget både til at spise ved, men også til at mødes ved. Vi har lagt mærke til at her er meget pænt og rent der lægger ikke noget snavs nogen som helst steder og ingen glasskår på fortovene. :)
Vores udsigt fra vores værelse. :)
Her er en af de strande der lægger nær vores hjem, som hedder Browns Bay. ;-)
Vi har fået set rimelig meget på de få dage vi har været her, men det hele har været et stort eventyr indtil videre og vi er meget overrasket over at kulturen udadtil virker meget lig Danmark, vi har dog nogle få ting der undre os og det var da vi var på besøg på børnenes skole der var der mange af børnene der løb rundt i bare tæer. Det ser man ikke meget af her i Danmark der skal alle børn have sko på uanset hvad, stort set. Vi undre os meget over hvordan dette egentlig kan være, for det kan ikke være pga. helbredet for så skulle mange af børnene her jo være syge. Her taler vi selvfølgelig ikke om vinteren, men om sommeren/foråret. Endnu en lille kulturforskel. Lærerne spurgte os om vi (Danmark) også havde en lærer der fulgte en klasse hele vejen til slut, fordi de havde haft besøg af nogle lærer fra Sverige og Norge. Det undre de sig over, men kunne også godt se fordele i at man kender børnene så godt, men de sagde direkte foran os og børnene: "Hvad nu, hvis der var et af børnene man ikke kunne med?" de kom dog hurtig med et svar: "Man lære nok at elske alle børnene til sidst". Dette ville vi nok ikke have sagt foran børnene og en forældre hjemme i Danmark, dette ville vi nok holde os for os selv og snakke med vores kollegaer om i stedet for. :-)
